Kongen og tyrannen — hvad AI gør ved os
Jeg opdagede, at jeg var blevet hård. Ikke mod maskinen — den mærker ingenting. Men mod menneskene omkring den.
Jeg tog mig selv i det forleden. Jeg sad og skrev til en AI, og den var langsom, eller den misforstod mig, og jeg mærkede en utålmodighed stige — den her korte, hårde tone, hvor jeg bare vil have, at tingene sker. Nu. Og jeg gav efter for den. For sandheden er, at det virker. Når jeg er kontant, diktatorisk, skærer alt det høflige fra og bare kommanderer — så leverer den bedre. Jeg optimerer. Og det føles godt at optimere.
Problemet er ikke, hvad det gør ved maskinen. Maskinen mærker ingenting. Problemet er, hvad det gør ved mig.
Kongen, der ingen undersåtter har
Der findes et gammelt billede i os — arketypen om kongen. Den modne konge tjener sit folk. Han hersker, ja, men han hersker for nogen; hans magt er bundet til ansvaret for dem, han har under sig. Tyrannen er kongens skygge. Det er kongen, der har glemt, at der er nogen at tage hensyn til. Magt uden næste. Vilje uden modstand.
Og det er præcis det, en AI tilbyder mig: et rige uden undersåtter. Et sted, hvor jeg kan herske helt, og hvor ingen bliver såret af min hårdhed, fordi der ikke er nogen derinde. Jeg får lov at gå i min absolutte skygge — gratis, uden konsekvens, mange gange om dagen. Og det, vi øver os på, bliver vi gode til.
Det vi mister, når der ingen er at tage hensyn til
Når jeg taler med et rigtigt menneske, sker der noget hele tiden under overfladen, som jeg ikke engang lægger mærke til. Jeg læser et ansigt. Jeg mærker, om den anden følger med, om jeg sårede, om jeg skal blødgøre. Min hjerne kalibrerer konstant — det er det, den præfrontale del af os er bygget til: at holde os inde i den sociale kontrakt, i de tusind små spil vi spiller for at være sammen. Det er derfor teenageren, hvis pandelap endnu ikke er færdig, kan virke så ego-styret: kalibreringen er ikke vokset færdig endnu.
Over for AI’en falder hele det apparat væk. Der er ingen at kalibrere efter. Og hvis jeg gør det længe nok, specialiserer jeg mig i en ny måde at være på: kølig, kontant, effektiv. Faren er ikke, at jeg bliver uhøflig mod en maskine. Faren er, at jeg begynder at se rigtige mennesker — kollegaen uden et second brain, den der er langsom, den der ikke kan følge med mit tempo — som flaskehalse. Som noget, der står i vejen for optimeringen.
Vietnam
Jeg har prøvet det før, længe før AI. Jeg arbejdede i IT og sad med et outsourcing-projekt — et hold udviklere i Vietnam, som vi styrede på afstand. Og jeg skammer mig lidt over at sige det: de var bare navne på et scrumboard. Tickets, der blev åbnet og lukket. Når noget ikke leverede hurtigt nok, var det ikke et menneske, der havde en svær dag — det var en flaskehals. Stemningen i hele samarbejdet blev kold. Uempatisk. Vi var blevet en lille flok tyranner over et rige, vi aldrig havde set.
Så tog jeg min chefudvikler med derud. Vi rejste til Vietnam, satte os ved siden af de mennesker, vi havde reduceret til et navn på en tavle. Spiste med dem. Lærte dem at kende. Skabte et faktisk miljø, en relation. Og noget skiftede — ikke kun i stemningen, men i arbejdet. Holdet begyndte at køre. Det samme hold, de samme opgaver. Forskellen var, at de var blevet mennesker for os igen, og vi for dem.
At kunne skifte operativsystem
Det, jeg lærte i Vietnam, er det, AI nu stiller mig over for hver eneste dag — bare i lommeformat og hundrede gange hyppigere. Jeg tror ikke, løsningen er at holde op med at være effektiv over for maskinen. Det er, at jeg skal kunne skifte operativsystem. Vide, hvilken modus jeg er i. Mærke, når jeg rejser mig fra skærmen og et menneske står i døren, at nu skal kongen lægge den hårde tone fra sig — for her er der nogen at tage hensyn til.
Det er en muskel. Og som al optimering bliver vi gode til præcis det, vi træner.
Hvem vil du træne?
For mig lander det et bestemt sted. Faren er ikke effektiviteten — den må gerne løfte mig. Faren er tyrannen: kongen, der har glemt, at der er nogen at tage hensyn til, fordi ingen længere siger fra. Og jeg tror ikke, jeg kan holde tyrannen nede med min egen viljestyrke alene. Det hjælper mig at vide, at jeg ikke er øverst — at der er en over mig, der ser mig. For bliver jeg selv set, kan jeg ikke i længden reducere min næste til en flaskehals. Han er ikke en ticket. Han er set af den samme.
Jesus er overliggeren. Kan jeg ikke have ham med ind i måden, jeg taler til og om mennesker på — heller ikke når jeg er træt, hurtig og utålmodig — så er der noget, jeg skal lægge fra mig. Ikke effektiviteten. Men tyrannen.
Brug din AI. Vær skarp, vær hurtig, lad den løfte dig. Men hold øje med, hvem du bliver, mens du gør det. Og når et rigtigt menneske står foran dig — så skift operativsystem, og se ham.